Det Sorte Indien

Kapitel XIII

Kulbyen.

Tre Aar efter de nys fortalte Begivenheder, anbefalede Rejsebøgerne de talrige Turister, som kom til Grevskabet Stirling, at aflægge et Besøg i Ny Aberfoyles Kulgruber. Ingen Grube, hverken i den ny eller den gamle Verden, frembød et saa mærkværdigt Syn. Desuden var der truffet særlige Foranstaltninger til nemt og farefrit at køre de Rejsende de .1500 Fod ned under Jorden. Syv engelske Mil fra Gruben sydvest for Callander, løb en skraa Tunnel med svag Heldning direkte ned i den vidunderlig udhulede Krypt under Skotlands Jord. Time efter Time rullede Vognene ad en dobbeltsporet Vej, drevet af hydraulisk Kraft op og ned, og vedligeholdt Forbindelsen med den Underjordiske Landsby, der med Rette havde faaet Navnet „Kulbyen”.

Naar man var naaet ned til Byen, saa man at Elektriciteten baade som Varme—og Lyskilde spillede en uhyre Rolle. Luftskakterne var nemlig ikke tilstrækkelige til at fortrænge det dybe Mørke i Ny Aberfoyle, derfor havde man maattet indlægge Elektricitet, og rundt om lyste Buelamper og Glødelamper som Sole og Stjerner. Strømmen kunde efter Ønske afbrydes, og saaledes kunde det ogsaa blive Nat hernede i den dybe Grund. Alle større og mindre Maskiner arbejdede i lufttomme Rum, stod altsaa ikke i Forbindelse med den omkringværende Atmosfære. Hvis der altsaa samlede sig Gas i større Mængde, vilde der dog ikke ske nogen Eksplosion. Elektriciteten blev ogsaa brugt i det daglige huslige Liv i alle Bygningerne i Kulbyen. Kulaarernes Rigdom var ikke til at vurdere. Man var først begyndt i den vestlige Side, en kvart Mil fra Kulbyen ved den store Udhuling, og Arbejderstaden laa altsaa ikke midt i denne. Læseren erindrer maaske den uhyre Hule, til hvilken den gamle Overstiger og hans Ledsagere trængte frem ved det første Besøg. Over den hvælvede sig først en Slags Kuppel, og Støttepillerne til denne løb op i den skiferholdige Klippemasse i en Højde af 300 Fod. Kæmpekuplen i Kentucky Grotterne var ikke meget højere. Som bekendt kan der i den uhyre underjordiske Hule — den største i det amerikanske Fastland — være Plads til 5000 Personer, noget lignende er Tilfældet i Ny Aberfoyle. Under Kuplen laa en dyb Sø, hvis klare Vand vrimlede med Fisk uden Øjne. Ingeniøren havde døbt den Malcolmsøen.

Her i denne uhyre naturlige Hule havde Simon Ford bygget sin ny „Cottage”, som han ikke vilde have byttet med det pragtfuldeste Hotel i Princess Street i Edinburgh. Det lille Hus laa ved Søens Bred og fra dets fem Vinduer var der Udsigt til det mørke Vand. To Maaneder efter at denne Bygning var bleven rejst, lod James Starr et Hus opføre i Nærheden. Ingeniøren havde med Liv og Sjæl viet sig til Ny Aberfoyle, ogsaa han vilde bo dernede, og det maatte være meget paatrængende Forretninger, der skulde drive ham op til Oververdenen.

Da det nye Kulleje var fundet, skyndte alle de tidligere Minearbejdere sig med at forlade Ploven og Spaden, for atter at gribe Hakken og Hammeren. Her havde de Vished for, at det aldrig vilde mangle paa Arbejde, og den højere Løn trak dem ogsaa.

Arbejdernes smaa Huse laa malerisk spredt rundt omkring, nogle ved Malcolmsøens Bredder, og andre under Buegangene. Et til den hellige Gilles indviet Kapel satte Kronen paa Værket. Det lyste venligt ned fra en høj Klippe, hvis Fod badede sig i den underjordiske Søs Vand. Naar hele Landskabet blev oplyst af det elektriske Lys' Straaler, frembød det et fantastisk Skue, som visselig berettigede Forfatteren at Rejsebøgerne til at anbefale Kulbyen. Fremmedbesøget var ogsaa stadig meget betydeligt.

Det forstaar sig af sig selv, at Kulbyens Beboere var meget stolte af deres Koloni. De forlod ogsaa kun meget sjældent Arbejderbyen og fulgte saaledes Simon Fords Eksempel, der saa godt som aldrig kom op til Oververdenen. Den gamle Overstiger blev ved sit, at det altid regnede deroppe, og naar man rigtig betænker, hvorledes Klimaet er i De forenede Kongeriger, saa havde han maaske ikke saa helt Uret. Familierne i Ny Aberfoyle trivedes fortræffeligt, i Løbet af faa Aar var de naaet til en vis Velstand, der var et stort Antal Smaabørn, født efter Arbejdets Genoptagelse, og de havde aldrig indaandet Oververdenens Luft. Jack Ryan plejede gerne spøgende at sige: „nu har de allerede vænt sig fra Moders Bryst, men de har dog ikke set Dagens Lys.”

Jack Ryan var forresten blandt de første, der fulgte Ingeniørens Kalden. Den muntre Knøs ansaa det for sin Pligt, at genoptage sin tidligere Beskæftigelse, og Mejeriet i Melrose mistede altsaa med ham sin Sanger og Sækkepiber. Hermed skal dog ikke være sagt, at Jack Ryan ikke sang mere, tværtimod, han lod aldrig Ekkoet i Fred i Ny Aberfoyle. Han boede i Simon Fords nye „Cottage”. Man havde tilbudt ham et Værelse dér, og han modtog det uden at gøre mange Omstændigheder. Gamle Madge satte overordentlig Pris paa ham; i sit Inderste troede hun jo ogsaa, at Kulgruben husede fantastiske Væsener, og naar de var alene, underholdt de hinanden med de gyseligste og mest haarrejsende Historier. Seks Maaneder efter Bedriftens Genaabning blev han Leder af en Arbejderkolonne.

„De har virkelig indlagt Dem Fortjeneste, Hr. Ford,” begyndte han nogle Dage efter, at han var draget ind; „De har opdaget en ny Kulaare, og naar De næsten maatte bøde med Livet derfor, saa var vel den Pris heller ikke for dyr.”

„Nej, Jack, det er endogsaa en udmærket, Forretning, som vi her har gjort,” svarede den gamle Overstiger, „men hverken Hr. Starr eller jeg vil nogensinde glemme, at vi kan takke Dig for vort Liv.”

„Nej, nej,” sagde Jack, „det er Deres Søn, Harry, fordi han var saa fornuftig, at modtage min Indbydelse til Festen i Irwine.”

„Og saa blive væk, ikke sandt,” faldt Harry ind i Samtalen og trykkede Kammeratens Haand. „Nej, Dig, Jack, Du, der trods dine Saar ikke spildte en ”Dag, ikke en Time, Dig takker vi for, at vi endnu blev fundet levende i Gruben.”

„Jeg vil ikke have, der skal siges hvad der ikke er sandt. Jeg har ganske vist ikke forsømt at skaffe mig at vide, hvad der var blevet af Dig. Men enhver skal have, hvad der tilkommer ham, og jeg maa sige, at uden hint gaadefulde Væsen....”

„Naa, der slap det ud,” raabte Simon ”Ford, „et gaadefuldt Væsen.”

„Ja, netop. En Gnom, en Fées Barn,” gentog Jack, „maaske en Ildheks, Barnebarn, en Urisk om De vil; men en Ting er sikkert, at uden dets Hjælp vilde vi aldrig være kommet ind i det Galleri, hvor I var indespærrede,”

„Det kan være rigtigt nok, Jack, men Spørgsmaalet er, om dette Væsen virkelig Var af overnaturlig Art, som Du tror.”

„Overnaturligt,” raabte Jack Ryan, „det var ligesaa overnaturligt som en Lygtemand, som man ser ile afsted med Faklen i Haanden; men som man forgæves søger at indhente.”

„Godt, Jack,” bemærkede Simon Ford, „men enten det nu var en Lygtemand eller ej, saa skal vi nok finde ud af det, og Du skal være os behjælpelig med det.”

„Det vil ikke bekomme Dem godt,” svarede Jack Ryan.

„Det skal vise sig.”

Læseren vil let forstaa, at alle Medlemmerne af Familien Ford, og ganske særlig Harry, hurtig blev kendt med hele Terrænet. Den sidstnævnte gennemstrejfede alle Gange og Kroge og kunde snart angive hvilke Punkter paa Jordoverfladen, der laa lige over det og det Sted under Jorden. Han vidste paa hvilket Jordlag Clydebugten hvilede, og at Lommond og Catharinasøen strakte sig over et andet. Nogle Piller tjente som Underlag for de ovenover optaarnede Grampian Bjerge, og et andet Sted løb Jernbanen til Balloch over. Her endte Skotlands Kyst og Havet begyndte. Under heftige Storme kunde man høre Bølgeslaget. Harry vilde have været den fortrinligste Fører gennem disse naturlige Katakomber, men hvor strejfede han ikke ogsaa om; hvor ofte vovede han sig ikke med sin Lampe i Haanden til de fjerneste Gallerier. Han undersøgte Søen fra en Baad, han jagede endogsaa de mange vilde Fugle, Ænder, Bekkasiner og lignende, der ernærede sig af Fiskene, der slog i det mørke Vand. Harrys Øjne var som skabt for dette Rum, ligesom Sømandens for Udkig i det fjerne.

Naar Harry saaledes flakkede omkring, haabede han altid paa at møde det gaadefulde Væsen, hvis hjælpsomme Mellemkomst han og Kammeraterne skyldte deres Redning. Skulde det gaa i Opfyldelse? Hvis han skulde tro paa sine Anelser, sikkert. Hvis han skulde dømme ud fra det hidtidige daarlige Udfald af sine Anstrengelser, næppe nogensinde. Nye Attentater paa Familien Ford, som før Aabningen af Ny Aberfoyle, havde ikke senere gentaget sig. Hver Søndag foretog Beboerne Spadsereture i Kulminerne, eller Udflugter paa Søen, og de betragtede det som en særdeles behagelig Adspredelse. Hyppig lød ogsaa Sækkepibens Toner ved Malcolmsøens Bred, saa ilede Skotterne efter Lyden af deres nationale Instrument, en lille Dans begyndte, og paa saadanne Dage var Jack Ryan, klædt i den skotske Højtænderdragt, Festens Konge.

Alt dette beviste, hvad Simon Ford plejede at hævde, at Kulbyen snart kunde rivalisere med Skotlands Hovedstad. Denne By, der dog var udsat for Vinterens Kulde, Sormmerens Hede og mange Slags afskyeligt Vejr og som endda blev forpestet af en Mængde Skorstenes Røg.


[prev] [up] [next]


JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $